 |
|
|
|
|
Faglig nedtur
Af Jeppe Dyre
|
Nu skal universiteterne styres fra oven. En professor i fysik forsøger her at forklare politikerne: Det bliver en ekstrem faglig forringelse.
|
|
|
I løbet af få måneder vedtager et bredt flertal i Folketinget den såkaldte universitetslov. De 12 danske universiteter skal fremover styres efter et helt nyt princip: Universitetets bestyrelse ansætter rektor. Rektor ansætter dekaner. Dekaner ansætter institutledere og studieledere.
»Hensigten er at give universiteterne bedre forudsætninger for at gennemføre prioriteringer i deres samlede uddannelses- og forskningsindsats. Endvidere skal der gives bedre muligheder for, at universiteterne kan imødekomme samfundets mange komplekse og hastigt foranderlige behov. Endelig er et vigtigt formål med loven, at reducere studenterfrafaldet på universitetsuddannelserne.
Der er to mekanismer i lovforslaget der skal sikre samfundet indflydelse på universiteterne. For det første skal bestyrelsen sammensættes så flertallet af medlemmer er udefrakommende; bestyrelsesformanden skal også være udefrakommende. For det andet skal universiteterne indgå såkaldte udviklingskontrakter med Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. En udviklingskontrakt beskriver universitetets mål, midler og indsatsområder. Den skal angive det fremtidige samarbejde med eksterne parter. Den skal indeholde kvantitative indikatorer for universitetets virke og resultater som ledelsen kan bruge som styringsinstrument.De kvantitative målsætninger kan f.eks. omfatte de studerendes gennemførelses- og frafaldsandele. På samme måde kan omfang af formidling og publicering af forskning samt patentering af forskningsresultater indgå som kvantitative målsætninger i udviklingskontrakten«.
Ovenstående er plukket fra bemærkningerne til lovforslaget. Intentionen er jo fornuftig. Selvfølgelig skal universiteterne ikke være elfenbenstårne uden forbindelse til omverdenen, og selvfølgelig skal samfundets udgifter til universiteterne udnyttes optimalt. Lad os alligevel prøve nøgternt at analysere tankegangen bag lovforslaget og dets mulige konsekvenser.
I bemærkningerne til lovforslaget står der at »Danmark tilslutter sig med reformen den gruppe af lande som f.eks. Norge, Sverige, Østrig, Holland, Tyskland, Storbritannien, Japan, der nyligt har gennemført eller er i gang med tilsvarende reformer«. Denne kommentar er misvisende. I Sverige, f.eks., har man for nylig lavet en lovændring, der indebærer, at rektor også her ansættes af en bestyrelse med ekstern formand. Rektor udpeger så dekaner, men efter indstilling fra et valgt fakultetsråd; institutlederne er valgte.
I Norge er der ingen konkrete planer om ændringer som de danske. I Tyskland har man en overordnet universitetslov, der sikrer det akademiske selvstyre. I USA har universitetsforskerne stor indflydelse og som et minimum vetoret vedrørende akademiske sager, herunder ikke mindst ansættelser og forfremmelser (fastansatte universitetsforskere kan ikke afskediges i USA). I det kommunistiske étpartidiktatur Kina, verdens folkerigeste stat, udpeges rektorer af regeringen efter grundige drøftelser med universitetsforskerne, mens institutlederne er valgte. Men i Danmark vil forskerne fremover være uden reel indflydelse.
Det danske lovforslag er ekstremt, selvom det ikke rigtig har været fremme i debatten. Ganske vist har videnskabsminister Sander (V) flere gange understreget, at reformen er den største i 500 år, men udtalelsen er mere fremført i ånden »se hvad vi tør«. Protester fra universitetsforskerne har bekræftet politikerne i, at det er det rigtige, man gør.
Forskerne klynker over tab af privilegier, men samfundets interesser må vel for pokker stå over en privilegeret gruppes tab af særstatus. Og hvem er bedre til at varetage samfundets interesse end folkevalgte politikere? Hvorfor skal universitetsforskere selv vælge deres ledere, når andre ikke gør det? At folketingsflertallet er enige med LO, Dansk Industri, Dansk Handel og Service, AC, Forskningskommissionen, dagbladene, osv., viser, at sagen er klar: Der må gøres noget ved universiteterne. Danske universiteters forskning er i top i internationale sammenligninger, og erhvervslivet er glad for universiteternes kandidater, men der må alligevel gøres noget. Noget drastisk.
De kommende bestyrelser får som nævnt flertal af eksterne medlemmer.
Følgende krav stilles til disse: »De skal have erfaring med ledelse, organisation og økonomi, herunder vurdering af budgetter og regnskaber«. Det var det. Der er intet krav om at de har indsigt i universitære forhold, hverken i forskning eller i undervisning.
Ledelsesmodellen er kendt fra det private erhvervsliv. Der er dog den væsentlige forskel, at bestyrelsen i f.eks. et aktieselskab er ansvarlig over for aktionærerne, dvs. ejerne. Universiteternes bestyrelser er ikke ansvarlige over for nogen. Faktisk indeholder lovforslaget slet ingen regler for, hvordan eksterne bestyrelsesmedlemmer udpeges. Bestyrelsen bliver nærmest frit svævende.
I den situation er det overvejende sandsynligt, at rektor får en enorm magt. Indadtil på universitetet kan han eller hun fremover bestemme alt. Men det er også rektor, der forhandler den vigtige udviklingskontrakt med ministeren, før den forelægges bestyrelsen til godkendelse. Som påpeget af organisationsøkonomen Peter Lotz fra Handelshøjskolen i København, er der meget, der taler for, at bestyrelsen kun får ringe indflydelse, når først den har ansat rektor.
Modellen lægger op til, at når minister og rektor er enige, så er sagen afgjort. Væsentlige ting skal først drøftes i det såkaldte akademiske råd, hvor bl.a. forskerne har valgte repræsentanter, men dette organ er kun rådgivende. Rådet, der har rektor som født formand, kan i øvrigt opløses af rektor i »særlige tilfælde«. Forskerne får mindre at skulle have sagt end f.eks. lærerne på et gymnasium. Her er det utænkeligt, at rektor er født formand for pædagogisk råd, eller at det opløses af rektor »i særlige tilfælde«.
Altså: Fremtidens danske universitet får en nærmest enevældig rektor.
Det betyder, at det kan gå rigtig godt, hvis rektor er dygtig, men også at det kan gå frygteligt galt. En dårlig rektor kan ret hurtigt forpeste stemningen på et universitet, få de dygtigste forskere til at søge væk og så videre, og bestyrelsen vil næppe kunne nå at få fyret rektor, før skaden er sket. I den situation er det en ringe trøst, at »rektor blev fyret«, for det tager mange år at opbygge universitetet igen. Har Danmark råd til at løbe denne risiko?
En anden hovedbekymring ved lovforslaget er dets nedprioritering af det faglige. Det er allerede nævnt at de faglige eksperter, forskerne, fremover ingen reel magt har. Men der er meget andet, der peger på, at danske universiteter tvinges til at nedtone deres i dag anerkendte høje faglige niveau. Allerede fra start slås tonen an: Hvor der i den gældende lov står at universiteterne skal drive forskning på »højeste niveau«, står, der i forslaget på »højt niveau«. Dette er måske bare en lille pudsighed, men der er vægtigere grunde til bekymring: 1) Som nævnt er et vigtigt formål med lovforslaget at nedbringe studietiderne.
Man ønsker samtidig, at flere består eksamen. Disse ønsker har været fremført fra politisk hold gennem mange år. Kombinationen af topstyring og udviklingskontrakter giver et helt nyt instrument til at opnå dette.
Jeg er overbevist om, at ministeren vil stille håndfaste krav på dette område, og at de nu vil blive indfriede. Der vil simpelthen komme ordrer ovenfra om, at ikke for mange må dumpe til eksamen. Dette kan vi forskere 'på gulvet' sagtens efterkomme! Men det bliver på bekostning af det faglige niveau. 2) I dag sikres det faglige niveau blandt andet af landsdækkende censorkorps. Disse afskaffes med lovforslaget.
Fremover skal censorer beskikkes af studienævnet. Det er vist ikke særlig svært at gætte, om et studienævn vil genbeskikke en censor, der har for høje faglige idealer og lader for mange dumpe, især ikke hvis rektor har udstedt et dekret om, at dumpeprocenten skal nedbringes. 3) Studienævnet er et organ, som ifølge lovforslaget »har til formål at sikre de studerendes indflydelse«. I studienævnet er antallet af videnskabelige medarbejdere efter forslaget én mindre end antallet af studerende. Hertil kommer formanden for studienævnet. Der er ingen faglige krav til denne person, der udpeges af dekanen efter indstilling fra studienævnet. 4) I dag skal studielederen være en fastansat universitetsforsker. Fremover kræver jobbet hverken erfaring med universitetsundervisning eller med forskning. 5) Forslaget medfører brug af kvantitative forskningsindikatorer, dvs. at man f.eks. kræver et vist antal videnskabelige artikler per forsker per år. Hensigten er at styrke den samlede forskningsindsats.
Erfaringerne fra udlandet viser, at det modsatte bliver tilfældet. Kvalitet erstattes af kvantitet. Et andet problem er at kvantitative forskningsindikatorer virker konserverende, for det er meget nemmere at publicere inden for det forskningsområde, man er i gang med, end at skifte område. 6) Et sidste skud for boven til fagligheden er bortfaldet af forskningsfriheden for den enkelte forsker.
Det lyder måske harmløst, men hvis loven overholdes, vil det få meget alvorlige konsekvenser på længere sigt. Efter lovforslaget forsker de videnskabelige medarbejdere frit »i den tid de ikke er pålagt andre opgaver af institutlederen«.
Forskningsfriheden er dog begrænset til, at den skal udøves »inden for universitetets strategi«. Altså: Forskerne må forske frit, hvis der er tid til overs, og hvis det område, de overvejer at skifte til, allerede er på tapetet i universitetsstrategien. Denne fastlægges af bestyrelsen efter indstilling fra rektor og fremlæggelse i akademisk råd. Hvordan mon man forestiller sig at nye forskningsområder skal kunne opdyrkes hurtigt? Så vidt jeg kan se, vil det kun kunne ske ved en slags civil ulydighed, hvor forskeren går i gang uden alle nødvendige tilladelser, og hvor ledelsen (forhåbentlig) er så klog efterfølgende at sanktionere det ny forskningsområde.
Denne situation minder én om, hvorfor fabrikkerne til tider faktisk fungerede i det daværende kommunistiske Østeuropa: De fungerede ikke, fordi man fulgte systemet, men tværtimod fordi man så stort på systemet og i stedet 'på gulvet' handlede rationelt og fornuftigt.
Dette sidste punkt bringer os frem til den helt afgørende misforståelse, der præger forslaget. Misforståelsen er i al sin enkelhed at en så kompleks organisation som et universitet kan styres effektivt fra oven.
Forslagets idé er, at samfundets interesser bedst varetages via udviklingskontrakternes krav til universiteterne. Min bekymring er, at dette gør det svært for universiteterne at være på forkant med udviklingen. Og universiteternes kerneopgave er præcis at være på forkant med udviklingen.
Eksempel: Da Roskilde Universitetscenter for 30 år siden indførte projektarbejdet som bærende studieform, var der tale om en revolution. Danmark var (og er) helt fremme i en international udvikling af studieformen. Men projektarbejdet var ikke noget, der opstod efter krav fra samfundet, tværtimod. Der var mange kritiske røster, ikke mindst fra erhvervslivet, om, at de studerende kunne skjule sig i gruppen, og at der ingen garanti var for, at de lærte noget, pensum var meget uldent, etc.
Med tiden er erhvervslivet blevet glad for vores kandidater. Nu hører man røster om, at der skal mere projektarbejde på danske universiteter. I dette eksempel har universitetet levet op til sin rolle, at være på forkant med udviklingen og har udbudt noget, som samfundet siden hen er begyndt at efterspørge. Der er andre eksempler. Forskning i DNA og gener var i mange år esoterisk og ikke efterspurgt af samfundet. Allerede før DNA's struktur, dobbeltspiralen, blev opdaget i 1953 beskæftigede danske universitetsforskere sig med DNA, drevet af ren nysgerrighed.
Dette fandt sted, uden at noget universitet erklærede DNA- forskning for en del af sin 'strategi'. For at kunne gøre det, skal man jo først erkende potentialet, og så er det allerede ved at være lidt sent, hvis ambitionen er at være på forkant med udviklingen. Et tredje eksempel er internettet. Det blev pludselig opdaget af medierne og politikerne i midten af 90'erne. Før da eksisterede nettet som noget, der primært blev benyttet af universitetsfolk.
Jeg husker stadig da politikerne pludselig begyndte at tale om, at vi nu skulle benytte det på universiteterne. De havde opdaget nettet, vi andre kendte det for længst. Hvad hvis vi havde ventet med at benytte nettet, til det var en del af 'strategien', fastlagt gennem en udviklingskontrakt og diverse drøftelser i høje organer? Nej vel, det lyder ikke særligt effektivt.
Med tabet af indflydelse gør forslaget det mindre attraktivt at være universitetsforsker end hidtil, og mindre attraktivt i Danmark end i udlandet. Hvis ellers markedsmekanismen fungerer på dette område (som den jo plejer), betyder det, at der enten skal betales højere lønninger, eller at man må indstille sig på knap så dygtige universitetsforskere fremover. Det bliver nok det sidste. Igen er det fagligheden, der svækkes på længere sigt.
Selvom det ligger fast, at lovforslaget vedtages, er det svært at dy sig for at stille nogle meget beherskede ændringsforslag, der ikke bryder 'top- down' ånden:
1) Det er vigtigt at sikre en fri debat og ytringsfrihed. Da rektor bestemmer alt, vil enhver kritik være en kritik af rektor. Derfor bør ethvert universitet have et blad med en redaktion, der ikke kan afsættes af rektor. For eksempel kan redaktionen ansættes af akademisk råd.
2) Akademisk Råd bør ikke kunne afsættes af rektor. Hvorfor skal rektor kunne det når rådet alligevel ingen magt har? Endvidere bør Akademisk Råd selv vælge sin formand, der ikke kan være rektor. Rektor bør være observatør i akademisk råd, og formanden for Akademisk Råd bør være observatør i bestyrelsen. Dette sikrer et minimum af magtspredning.
3) Man kan frygte, at universitetsforskerne bliver bange for at deltage i den offentlige debat, især hvis deres meninger går ledelsen imod. Hvor tit ser man i dag i medierne kritik af ledelsen og den overordnede strategi for f.eks. Risø eller DMU?
Men så længe samfundet betaler, har det krav på åbenhed og indsigt, synes jeg. Derfor bør forslaget sikre, at universitetsforskere har pligt til at ytre sig i den offentlige debat, ikke mindst når deres forskning har sat spørgsmål ved etablerede erkendelser. Hvis først forskerne holder op med at ytre sig, får Danmark ikke fuld valuta for universitetsmilliarderne.
4) Der bør stilles krav om, at studielederen er en anerkendt forsker inden for faget, som har erfaring med universitetsundervisning.
5) Bestyrelsesmøderne bør være åbne. Hvorfor skal de være lukkede, når konsistoriemøder i dag er åbne?
Stik mod hensigten er vi i Danmark ved at forringe vores førsteklasses internationalt anerkendte universiteter. Det er ærgerligt, og det er unødvendigt.
Ophavsret: Ophavsretten tilhører Politiken. Netavisens artikler og informationer må ikke elektronisk kopieres eller indekseres uden tilladelse. Materialet må ikke bruges og distribueres i kommercielt øjemed.
|
|
|
|
|
| Søg på Politiken.dk |
|
|
|
|
|
|
| Seneste Kroniker |
|
|
|
|
| |
|
|
| Kronikforslag |
|
|
|
|
|
| Kronikforslag på ca. 2100 ord sendes med navn, titel og postadresse til Kronikredaktionen. Indlæg kan sendes på diskette med print eller som e-mail til kronik@pol.dk |
|
|
|
