|
Jeg står i beskidt tøsne og kigger op på et gigantisk
kvadratrodstegn, der udgør indgangsportalen til Roskilde
Universitetscenter. Tæerne er stivfrosne, og jeg keder
mig ærlig talt lidt allerede.
Ved et tilfælde hørte
jeg for nylig om et eksperiment, som går ud på, at man
igennem mere end 75 år har ladet en klat beg dryppe
gennem en tragt for at måle, hvor langsomt det flyder.
Det fik mig til at tænke på en gruppe forskere ude på
RUC, som nu har forsket i 'seje væskers fysik' og
'glasser' i mere end 20 år.
Jeg undrer mig, tager en
dyb indånding og går med raske skridt hen mod Institut
for Matematik og Fysik. Jeg har en aftale med Thomas
Schrøder fra 'glasgruppen', der forsker i de særlige
egenskaber, væsker har, lige før de størkner til en
'glas'.
»Glasser er ikke kun sådan noget, man drikker
af eller ser igennem. Det er alle faste stoffer, hvor
molekylerne sidder hulter til bulter. De er derfor
amorfe. Det er græsk og betyder 'uden struktur'. Stort
set alle væsker kan bliver til glas, bare man køler dem
ned hurtigt nok«, siger fysiker Thomas Schrøder, mens
han med et ryk svinger døren ind til et laboratorium
åben.
»Det, vi studerer, er den seje væske, som
findes, lige inden væsken størkner til en glas, og hvor
molekylerne stadig bevæger sig lidt. Det er en uhyre
fascinerende tilstandsform, som man ved meget lidt om«,
siger han.
Han forklarer mig, at normalt, når en
væske bliver kølet ned og bliver til fast stof, vil
molekylerne nemlig sætte sig i en ordnet struktur, lidt
ligesom ternerne på et kvadreret papirark. Det hedder,
at de 'krystalliserer', og den tilstandsform ved man
meget mere om. Når vand for eksempel fryser til is,
krystalliserer det.
Det er derfor, det er så
forbandet svært at lave hjemmelavet is, og derfor, man
aldrig kan lægge flødeis, der er smeltet, tilbage i
fryseren. Er det ikke noget med nogle irriterende
krystaller i isen?
»Ja, bolsjer og karameller er jo
også amorfe«, siger Thomas med selvfølgelig
mine.
Lidt om seje væsker og amorfe
stoffer
»Vi arbejder på at opstille en simpel,
universel teori for seje væskers fysik med blandt andet
computermodeller«, siger hans kollega Tage Christensen.
Han er også er med i glasgruppen, der tæller i alt seks
lektorer og tre ph.d.-studerende.
»Er det ikke
utroligt! Selv om stofferne kan være nok så kemisk og
fysisk forskellige, når de er i væskeform, så udviser de
nogle helt universelle egenskaber, når de bliver seje!
Seje væsker reagerer ens på temperatur og tryk for
eksempel. Vi vil klarlægge deres mekaniske egenskaber«,
fortsætter han.
Mekaniske egenskaber. Aha.
»Ja, vi
undersøger to elastiske konstanter. O.k., du ligner et
spørgsmålstegn«.
Han går ind i lokalet ved siden af
og kommer tilbage med to små måleapparater, de selv har
bygget. Det ene er en sjov lille kugle på 2 centimeter i
diameter, som man kan hælde væsken ind i. Når man sætter
strøm til, kan den trække sig sammen, og man kan derfor
måle, hvor 'hård' eller 'elastisk' væsken er. Den anden,
som er en cylinder i samme størrelse, kan måle, hvor
'sej' væsken er. Væsken hældes ind mellem nogle flade
skiver, der kan forskubbe sig, og de måler derefter,
hvor meget strøm der skal til, før skiverne bevæger
sig.
»Det er lidt ligesom, hvis du har modellervoks
mellem håndfladerne og kan fornemme, hvor meget kraft du
skal lægge i for at strække det ud og ændre formen,
eller hvis du skulle trykke det sammen, så dets volumen
bliver mindre«, siger Tage.
»Vores center hedder Glas
og Tid, fordi tid er en afgørende faktor for deres
egenskaber. Hvor sej man opfatter væsken, kommer an på,
hvor hurtigt eller ofte man laver denne her deformation
af væsken. Jo hurtigere du trykker væsken sammen, jo
sejere opfattes den«, forklarer Thomas mig.
Det er jo
alt sammen meget godt, men hvad i alverdens riger og
lande kan man bruge den viden til?
Hvad kan man
bruge det til?
Jeg spørger centerleder Jeppe
Dyre.
»Det er altid det her med »hvad kan man bruge
det til?««, siger han og ruller kontorstolen tættere på
mig, mens han læner sig frem.
»Pointen med
grundforskning er jo netop bare at generere ny viden og
blive klogere på verden. Der er selvfølgelig
anvendelsesmuligheder, hvis man ved mere om de her
glassers egenskaber. Både i medicinalindustrien, hvor
man forsker i at lave piller på glasform, som optages
langsommere og mere jævnt i systemet, men også i
fødevareindustrien for eksempel«.
Jeg kommer til at
tænke på de amorfe bolsjer.
»Derudover kan man
'splatcoole' metaller, så de størkner i glasform, og det
gør dem både stærkere, og de har mindre tendens til at
ruste. Men man kan aldrig vide, hvad man finder«.
Han
fortsætter.
»Som Newton sagde for over 300 år siden
som modsvar, da han blev spurgt om det samme. Hvad kan
man bruge et nyfødt barn til? Moren føder det jo ikke
med henblik på at anvende det til noget specifikt, men
derfor kan det jo godt udvikle sig til at blive særdeles
nyttigt for samfundet«.
Og pludselig går det op for
mig. Hvis vi ikke havde mennesker som glasgruppen, der
undrede sig over, hvordan seje væsker opfører sig, så
havde vi sandsynligvis heller ikke haft tv-apparater,
udryddet tuberkulose eller været på Månen for den sags
skyld. Er det kedeligt?
sophie.nyborg@pol.dk
Kedsomologi
»Boring!«, skriger Homer Simpson ved synet af sin
flittige datters karakterbog. Og således lider mange
stræbere under mindre oplystes formørkede fordomme. Hvem
har ikke fortvivlet siddet til bords med en ung ph.d.,
hvis liv gik op i analysen af tyktflydende væskers
viskositet? Eller hvem har ikke hovedrystende hørt om
William Beans legendariske studie af fingernegles vækst,
publiceret i 1980 i Archives of Internal Medicine under
titlen: Nail growth: 35 years of observation
.
I en ny serie undersøger vi, hvor kedelig forskning
egentlig kan blive. Vi søger i vores fordomme efter det
kedeligste af det kedeligste og drager ud på studiebesøg
for at finde den gnist eller den sadist, der hinsides
alle kendte drifter tvinger unge til obskure
studier.
Forslag modtages med glade
gab.
|